
Tomater
Fra møg til mad
Om sommeren bugner Carlssons drivhus af saftige, farverige bomber af smag. De gror godt i det lune drivhus og får rigelig med næring fra jorden. Hele vinteren har Kærets høns nemlig forberedt og gødet jorden med deres evindelige skraben og alle deres klatter.
Om vinteren skal hønsene indenfor så de ikke slider på engens græs. Derfor kommer de ind i vores tunneldrivhus. Her får de jævnligt rester fra produktionen af mikrogrønt – og dermed masser af næring. Bunden af drivhuset dækkes med halm, som der jævnligt tilføjes mere af. På denne måde har hønsene altid friske strå at rode i, og deres gødning bliver løbende opblandet, og danner med tiden et komposterende lag i bunden – perfekt til dyrkning af tomater. I toppen af halmlaget er der altid tørt. Til foråret skal hønsene igen ud på græs, og så er jorden i drivhuset klar til at modtage tomatplanter som klarer sig fortrinligt i den gødede jord.


Vi afprøver forskellige sorter, men vigtigst er smag, udseende og udbytte. Et rimeligt højt udbytte er afgørende for at vi har en god forretning. Dernæst begejstres vi enormt meget af at se de mange forskellige former og farver hænge på planterne og lande i høstkurvene. Smag er vigtigt, da det stimulerer os og bare er skønt. Vi tror også på at en smagfuld tomat er fuld af næring.
Vi glæder os til at præsentere sommerens overflod af tomater for dig og din famile!